søndag den 28. december 2014

Sinfonia Concertante III


Min seneste og i denne omgang sidste gennemlytning af Sinfonia Concertante førte til en del opdagelser i detaljen, især én: først forstod jeg ikke, hvad det var jeg hørte: en marimba med lidt gnækkende knas på, eller hvad?
Det viste sig at være en progression af to dybtliggende oboer, trakterende hver sin ret tætliggende akkordtone.
Her viser sig virkelig Prokofievs geni: hvordan han har siddet og syslet med sit partitur og her fundet en superfed original effekt. Aner man min misundelse?
Jeg kan desværre ikke stjæle den pågældende effekt, det er en one-off, ligesom når Ligeti i sit orgelværk Volumina foreskriver, at orglet slukkes på de sidste toner. Det giver en yderst speciel virkning, tonerne sygner virkeligt hen, de skrider jo nedad pga. det faldende lufttryk i piberne, men igen: en engangseffekt, som vistnok ikke bør kopieres direkte(…!) 
Narrestreger virker imidlertid altid inspirerende her i værkstedet ;-)

Sergej Prokofiev: Sinfonia Concertante, 1. sats slutning

onsdag den 17. december 2014

Farver og tilfældigheder


Sangene til Cecilia Lindwall tager form.
Et af digtene, vi har valgt, handler om, at lykken kun kan findes ved at opsøge det fremmede, komme hjemmefra. Her indgår ordet "purpur", som jo er en farve, der ofte tillægges eksotiske undertoner. Lige nu er jeg spændt på, om det musikalske forløb, jeg har lavet, vil få ordet purpur og et særligt delikat skift til tonerne cis og dis til at ramme hinanden. Som nogle ved, arbejder jeg en del med tilfældigheder, og derfor opstår disse momenter, åbninger, hvad vil der ske? Og hvis det ikke lige rammer, er dette oftest det rigtige, så skal det bare være lidt forskudt…!
Et andet spørgsmål er: hvordan mon purpur udtales, udsynges, på svensk? Denne lille uvished kan tilføje en endnu ukendt nuance til det sted i satsen.


onsdag den 10. december 2014

En aktuel koncert og mere Prokofiev


Aktuel koncert:
Cecilia Lindwall, sopran, hvis dejlige stemme jeg er ved at komponere nogle sange til, kan høres på koncert i Sofiebadet søndag eftermiddag:

Forleden hørte jeg en søndag morgen Adam Simonsens udmærkede P2-program, hvor han havde den mindst ligeså udmærkede Simone Aaberg Kern som gæst. Hun er en spændende kombi af feminisme-pilot-punk-kunstner-OG: klassisk-musik-kender! De var så venlige at spille noget musik af Prokofiev, som kunne være noget af det, jeg også leder efter for at kunne stjæle noget godt stof, som vi komponister jo som bekendt plejer at gøre….
Det var et udpluk af Romeo og Julie, hvor der er et grotesk akkompagnement i sværvægter-traditional-bondeklassen: Riddernes Dans, Dance of the knights.
Og på den måde kom jeg så igenigen, ud over min lytning til Sinfonia Concertante, i berøring med Prokofievs righoldige livsværk og materiale.

Simone Aaberg Kern












mandag den 24. november 2014

Sinfonia Concertante II


Sommetider skal man gå over åen efter vand. Således her, hvor jeg med møje og besvær må fremskaffe Prokofievs Sinfonia Concertante og lede og søge, for så at finde skatten i hans klaversonater herhjemme:


Fra Prokofiev: Klaversonate nr. 7, 3. sats

mandag den 17. november 2014

Klimakrisen




Det gør så alvorligt ondt på mig med FNs nye prognoser for klimaet, at det dårligt kan rummes.
Min største bekymring er vadefuglene, for hvor skal de tage hen og opfostre deres unger, hvis strandengene overskylles og temperaturen ændres så meget, at føden kan blive svær at finde?
Det er endnu et grufuldt kapitel i arternes udryddelse, der måske står foran os og de kommende generationer. Det er en fattiggørelse af plimmelimmelim dimensioner.

Hvor har politikerne været?

Med et skud fra hoften et par emner, de passende kunne tage op:
- En hæderlig beskatning af flybrændstof.
- Og et krav om at tingene kan repareres, så man ikke skal købe en hel dims, hver gang en del af dimsen sætter ud. Så skal man måske ud at sjoppe mindre, men mon ikke liiige vi klarer det…?!

Tinksmed, fotograf: Steen E. Jensen


torsdag den 13. november 2014

Salt, strøm, salt (uddrag)


Her kommer et kort uddrag af mit orkesterstykke Salt, strøm, salt.

https://soundcloud.com/eva-noer-kondrup/saltuddrsangnov14

Tekst af Pia Tafdrup fra digtsamlingen Tusindfødt.
Gisela Stille, sopran, Aalborg Symfoniorkester, Moshe Ashmon, dirigent.

NB: Lydklippet kan drille i Safari, prøv evt. med en anden browser :-)

onsdag den 5. november 2014

Aktuelt


Næste uge på SMK Fridays vises filmen KOMPONIST, hvor vi er tre komponister der portrætteres, kl. 15, Statens Museum for Kunst:


En anbefalelsesværdig koncert samme aften:
KoncertKirken, Blågårds Plads 6a 2200 København N 
14. november 2014 kl. 19.30
"Sieben Worte" (Syv Ord) er den verdensberømte komponist Sofia Gubaidulinas gribende bud på Jesus sidste timer på korset. Med et accordeon som det martrede legeme, en cello som lidelsens kors og den opstigende sjæl og omkring dem et strygeorkesters overjordisk klingende kor, fremmanes et ualmindeligt levende billede af den sidste tid på Golgata: Smerten, heden, tvivlen, tørsten, viljen, døden og frem for alt kærligheden.
For 200 år siden skrev Joseph Haydn sin strygekvartet over præcis samme tema: “Die sieben letzten Worte unseres Erlösers am Kreuze”. Dette mesterværk er rundet af en ganske anden tid. Men det er som om alvoren, skrøbeligheden og skønheden overdøver kalvekrøset og pudderparykkerne – passionshistorien var dengang som nu, en af den vestlige verdens mest betydningsfylde fortællinger. Medvirkende: Johannes Rostamo, cello, Andreas Borregaard, accordeon, Simon Crawford-Phillips, dirigent, Stockholm Syndrome Ensemble & String Orchestra.Billetter (120 kr.)kan købes i døren eller skriv til projektsiebenworte@gmail.com
For tiden spiller også denne opera af Shostakovich:

torsdag den 30. oktober 2014

Sinfonia Concertante I


Det er via Statsbiblioteket(..?!) og min lokale bibliotekar endelig lykkedes at komme i midlertidig besiddelse af partituret til Prokofievs Sinfonia Concertante opus 125, og jeg har lyttet værket igennem med Mtislav Rostropovich selv som solist.
Jeg er først og fremmest slået af den nærmest absurd heftige virtuositet i cellostemmen, det er ikke nogen hemmelighed her, at et cello-geni af de største har været med inde over…

I højt tempo er opgangen her ultimativt romantisk virtuost paganinisk
(1. sats, takt 128-129)



Det er næsten for meget….(!) Jeg vil dog lave flere gennemlytninger selvfølgelig, og trænge om bag den kølighed, som Prokofiev altid udsender, også i så forskellige værker som klaversonaterne og Kærligheden til de Tre Appelsiner.
Et af mine faglige ærinder med at studere ham er "dissonans-behandlingen", ikke i den strengt analytiske betydning, som er en stor disciplin indenfor harmonisering, og betyder 'regler for hvordan man opløser en dissonans'. Nej, jeg interesserer mig for dissonansen ud fra et rytmiserings-perspektiv, som især Stravinsky praktiserede. Det var nok det, der primært i den grad fik folk op af stolene, da Sacre blev uropført, og der opstod tumult blandt publikum.
Stravinsky havde kælenavnet "Klaverbokseren", fordi han sad ved klaveret i timevis og hamrede på det med sin akkorder. Pelle G.-H. kalder dem sur-søde. Jeg vil gerne vide, om der er træk hos Prokofiev af det samme, selvom han er ret konservativ og forankret i klassisk harmonisering.
Et andet førsteindtryk er, at der faktisk er tydeligt koncertante træk, hvor det er orkestrets grupperinger, der spiller op til hinanden, fx. dette messing-sted i 3. sats,






















Her 'snakker' messinggruppen meget koncertantsk, (3. sats takt 288-289 videre til 290-293)

























Men også her, hvor hornene står så alene og får nærmest ikonisk betydning, som vindue til symfoni-jagtscene-tradition. Det er samtidig en vanvittigt lækker ekko'isering af cellopassagen :-)





















Lige efter lang solocello-passage, (3. sats takt 105-107)

tirsdag den 21. oktober 2014

Det særlige og det besværlige


I forbindelse med mit kreative arbejde har jeg et ønske om at studere Prokofievs værk for cello og orkester, opus 125, som altså hedder "Sinfonia Concertante", da det åbenbart mere er en en slags koncerterende vekselsang mellem solist og orkester end en decideret solokoncert.
Jeg har læst om værket i Galina Vishnevskaya's selvbiografi, hvor det omtales, fordi hendes mand, Rostropovich uropførte det.

Nu har den vilde jagt gået for at få et partitur at studere. At falde over et fysisk eksemplar i en nodebutik, er af indlysende årsager umuligt, ihvertfald i København, så jeg bestilte et eksemplar hos Boosey and Hawkes, England, men VISA-kort betalingen drillede. Så ringede jeg derover, der var længe stille i telefonen, for det viste sig, at de faktisk ikke engang havde et eksemplar på lager, og det havde deres andre leverandører heller ikke…
Så må man låne. Men suk: hverken hovedbiblioteket eller det kongelige var leveringsdygtige.

Så ringede jeg til konservatoriet, de ville så gerne hjælpe, men de havde det heller ikke. Og nu er det så tid til at finde de røde ører frem: værket er uropført i København af alle steder. I 1953, efter Prokofievs død, med Radiosymfoniorkestret.

Fortsættelse følger...



tirsdag den 14. oktober 2014

Folkesange


Til at tænke over og lunes ved, midt blandt ensretning og ordtyveri:
Her kommer Luciano Berio med sin fede, frække, luksuriøse og dog enkle udsættelse af folkesange fra alverdens lande.

mandag den 29. september 2014

De fortabte og de sære


Under hastig læsning af avis faldt jeg over et indlæg af, vistnok, Bettina Heltberg. Hun havde på Færøerne gået i fakkeltog til fejring af et William Heinesen-jubilæum. Dét ville jeg osse ha' gjort!
Ud over at have anvendt et af hans digte i et stykke for sopran og ensemble: "Lullabye" (uropført i London 1996), er også hans roman "De fortabte spillemænd" en stor favorit her.
Han lykkes med at fortælle om, hvilket fletværk af fuldt blomstrende originaler, der befolker flækken omkring spillemændene, også selv toporiginaler selvfølgelig, og han får gjort det helt klart, at her er anderledeshed ikke noget, der til nød tolereres eller hellere behandles. Tværtom: anderledeshed er en del af selve meningen med livet. Og det hele sættes i scenisk relief af det omgivende hav, som spillemændene begiver sig ud på med vekslende held.
I de senere år har ærinder bragt mig rundt i byens udkant til sære steder og hos sære mennesker. Jeg vil hverken røbe hvem eller hvor, for det er ikke min mening at gøre dem til mine eller sætte dem på facebook, jeg registrerer dem blot og storglædes over, at de findes.

mandag den 22. september 2014

Sverige


Så var der valg i Sverige, og et meget forhåndsomtalt parti vandt stor fremgang. Ingen ønsker ganske vist at arbejde sammen med dette parti, der i sin fremmedsfjendskhed matcher noget, som man alt for godt kender både fra dansk politik og fra sin omgang med de nedgroede negle udi kulturlivet og andre liv.
Hvorom alting er: også det svenske parti har stjålet et ord: herovre er "folk" blevet stjålet, derovre er det ordet "demokrater", de er løbet med.
Det er alt for let at stjæle ord og misbruge dem!

tirsdag den 16. september 2014

Klint



Her får I lige et par smukke billeder fra mine sommeroptegnelser. De er fra Stevns Klint, som jo nu er kommet på verdens naturarvliste, fordi den delvist er dannet, dengang dinosaurerne uddøde, der for ca. 65 millioner år siden ;-)
Jeg lader klinten indgå som titel og inspiration i en serie af klaverstykker, som jeg arbejder på. På det nederste billede kan man nærmest se nogle nodelinier(…??!)


onsdag den 10. september 2014

Efteråret under anmarch


- og det kræver sin musik!
Nemlig César Francks violinsonate i A-dur, i dette tilfælde med David Oistrakh, violin, og Sviatoslav Richter, klaver.
Den er for mig knyttet til efteråret, idet jeg for mange herrens år siden boede til leje på en gammel skole udenfor Holstebro hos dejlige musikmennesker: Bodil Krogh, hørelærepædagog, som med sin dygtighed og seriøsitet har været en af mine mentorer, og hendes mand, Ove Pedersen, organist.
En aften satte de en lp på med en ny talentfuld kvindelig verdensviolinist, jeg husker ikke hendes navn, men værket var denne fantastiske sonate, som jeg siden har forbundet med efteråret.
Det er, ud over at være himmelsk og jordisk bevægende, et forbavsende helstøbt værk, og vi taler helstøbthed i sværvægterklassen som Bachs korværker og Brahms' symfonier. Ikke at helstøbthed for mig, nu, er en afgørende kvalitet, men det hører med til lytteoplevelsen i dette tilfælde af ellers ærkeromantisk musik.



onsdag den 3. september 2014

Sommerens gang...


Den mellemliggende tid er gået med at arbejde under ekstremt behagelige former og i rum med særdeles højt til loftet ;-)
At kigge langt ud i horisonten er vidunderligt og klart befordrende for visionerne, som kan gemmes til om vinteren, hvor blikket kan blive lidt kort..(!) Øh..: når det er med ørerne, er det så "audioner"…?? Men, som det fremgår, mange konkrete toner må vente forgæves på at blive noteret, når vuet er for fristende.


Nu haster imidlertid intet, mine kvartetter er skrevet, og jeg er i langsom opstart af bl.a. nogle sange til Cecilia Lindwall, sopran, som jeg her holder møde med, vi er ved at kredse os ind på nogle tekster og er enige om, at naturen skal have en plads. Vi er ret trætte af eksistentialistisk, urban selvransagelse, nutidens kværnen, og ser for tiden på Södergrans digtning med dens begyndende modernisme, men stadig med en sanselig naturiagttagelse. Og en vis mystik, ikke at forglemme. Som vi til gengæld aner noget fremtid i.


tirsdag den 26. august 2014

Dobbeltstreger


Slutningen af juli var nogle hektiske dage: jeg afsluttede mine strygekvartetter én efter én. Og satte dermed nogle gedigne afsluttende dobbeltstreger, hvilket i tekst nok svarer lidt til afsluttende punktummer. Store, store forløb og overvejelser er afsluttet, jeg er færdig med at udarbejde de tre strygekvartetter Blå, Orange og Grøn, som jeg har arbejdet på i flere år. Processen har været præget af indadvendt observeren på gamle værker af mine egne, hvad jeg vil(?!), cirka 500 essays skrevet til mig selv med reflektioner over musik, fortid og fremtid, samt adskillige tilløb til satsdele. Nu har jeg skis'me nailet det, Ha! Jeg er færdig, har trylleopskrifter med nye æstetikker og sågar sandheder i nøgleknippet, YES!! Skal nu skrive stemmer til kvartetterne og igang med nye værker, hurra for dobbeltstreger...!!

tirsdag den 29. juli 2014

Og nu vi er ved det


Hvad så med Carl Nielsens 5. symfoni, den med lilletrommen, kan jeg så heller ikke døje den? Jo selvfølgelig, jeg elsker den. Og spøjst iøvrigt som Nielsen hele tiden dukker op, jeg havde en periode med ham for 20 år siden. "Alting kommer igen", som man vist siger i modebranchen.
Percussion er fantastisk. Bare melodien ikke skal lide...

onsdag den 23. juli 2014

Til kamp for melodien!


Tænk lige over det en ekstra gang: når det mere  og mere er selve anslaget, der betones pga. ørets tilvænning til KLAVERET (grrr….!! :-(  bliver den bårne tone underpriotiteret. Det har stadig konsekvenser derhen, at klangidealet i den bårne melodi anses for banalt. Lykkeligt banalt, vil jeg kalde det :-D Til kamp for melodien! Den modernistiske æstetik foreskriver ufattelige mængder anslag og ufattelig knaphed i linierne, de melodiske, her nok i gåseøjne. Tag den moderne sinfonietta. Dens æstetik er jo allerede forældet, de ensomme strygere, der må spille fælt kraftigt for at hamle op med messing og træblæsere og KLAVER OG SLAGTØJ, GRRRR…!!!!

torsdag den 17. juli 2014

Anti-percussion-bevægelsen




- består nok foreløbig kun af én person (mig), men burde have en facebook-side.
Dens grundtese er: siden opfindelsen af klaveret, som fik sin store udbredelse i 1800-tallet, er det percussive element vokset grænseløst, en invasiv art, der har været med til drive den bårne melodi op på listen af truede arter. Til kamp for melodien! Lyt her til et af mine yndlingseksempler, du er velkommen til at lukke øjnene(!) Ignorér klaveret ;-) og lyt til den fantastiske obostemme.


torsdag den 10. juli 2014

Og Susan...


Apropos smartphoneriet og ensretningen: det er de ekstremt agressive medier, der udgør den største trussel mod det sære: det er ganske enkelt enormt vanskeligt at isolere sig og komme udenfor indflydelse. Selvfølgelig er der også masser af særlingespecialiteter på nettet (nærværende blog fx? ;-) men altså desværre typisk med en masse reklamebannere og blabla før man kommer så vidt.
Så meget desto mere er der grund til at lære af de intellektuelle amerikanere, da de simpelthen har længere erfaring med meget agressive medier og markedsføring. Et kongeeksempel kan du se her, det er et interview med Susan Sontag fra starten af 90'erne, hvor hun i praksis får sneget sig udenom at svare på nogetsomhelst og samtidig elegant og civiliseret får givet journalisten besked om, hvor lidt hun sætter pris på hans spørgsmål. "En stærk og klog personlighed møder et fordummende medie og dets one-liner-format", kunne man kalde det.

mandag den 30. juni 2014

Conlon og Paul


Nu er jeg på biblo faldet over nogle strygekvartetter af Conlon Nancarrow. De er selvfølgelig indspillet af den altædende og virtuose Arditti Quartet. Det undrer mig lidt, at Conlon Nancarrow sådan har bakset med det klassiske kvartetensemble, for det er noget helt andet, han kendes for. Jeg må altså høre, hvad det er, og bliver glad, ikke uinteressant at lytte til...
Nancarrow er mest kendt for sine pianoruller, han indspillede topkaotiske værker for mekanisk klaver, hvilket resulterede i værker med angiveligt 5 armede 17 fingrede pianister…;-) Og populær var han ikke, måtte under Mccarthyismen flytte til Mexico. En skrupsak og særling af de bedste. Som min ven og kollega Pelle Gudmundsen-Holmgreen kan jeg ikke få nok af det sære, det bør hyldes og endnu mere nu, hvor smartphoneriet truer os med så meget desto mere ensretning.

Der var midt i sidste århundrede en stor skole i USA for hjemmelavede instrumenter, Harry Partch var en anden af komponisterne, han lavede selv sine marimbaer for at få dem stemt i særlige mikrotonale skalaer. Jeg studerede en overgang hos Paul Gallagher, New Jersey, som havde udviklet en mikrotonal skala med op til 32 trin i oktaven, og som sang sin skala perfekt og udviklede værker over det. Det er mine gamle feministiske anfægtelser, der også slår igennem her, som helt ung var det mig svært imod at skulle overtage "mændenes klangunivers", jeg var villig til at opfinde DET HELE fra bunden igen. Heldigvis fandt jeg ud af, at med min flig af virkeligheden kunne jeg sagtens yde en indsats med eksisterende instrumenter og noteringsformer…

Eksempel på Pauls musik:



torsdag den 5. juni 2014

Grøn Duet


Sidste år havde jeg anledning til at høre noget af mit kvartetmusik, Grøn Kvartet, da Helianne Blais indstuderede et udsnit omskrevet for to violiner: Grøn Duet. Du kan høre uddraget her, Helianne spiller begge stemmer. Hele kvartetten får sin uropførelse senere på året sammen med Blå Kvartet og Orange Kvartet.

tirsdag den 27. maj 2014

Himlen over...




Nogle gange når jeg skriver meget, fx. som i den seneste tid, hvor jeg virkelig har arbejdet intensivt på mine strygekvartetter, kan jeg godt blive noget overfølsom for støj. I flere år var den ejendom jeg bor i nærmest sovset ind i kronisk støj. Der blev installeret et meget kraftigt ventilationsanlæg i forbindelse med byfornyelsen, dette anlæg har kørt et antal timer i døgnet uden ordentlig stødabsorbering, hvilket resulterede i en brummen i min lejlighed. Efter dette blev ordnet, er anlægget flere gange blevet efterset, men jeg tror at man er ved at indse, at det ikke går med så vanvittig kraftigt et anlæg med både kraftig susen og maskinstøj til følge, og det har været slukket i en periode, YES!!
En anden frygtelig fredsforstyrrer er Frelserkirkens klokkespil: i mine værste øjeblikke er jeg på vej over for at sønderbombe kirken og gøre det af med både klokkenist og organist på een gang, nå nej: ikke organisten, ham kender jeg og ved at han er verdens sødeste mand, Jens E. De har gerne deres klokkespilskoncert fredag eftermiddag, og da gælder det om at være færdig med dagens arbejde(…!!)
Her ses et kærligt portræt af mine to lydlige yndlingsaversioner: ventilatoren og Frelserkirken, og øverst står Jesus blandt alle turisterne og agerer vejrhane(!)
Men for at det ikke skal være gnavpotteri det hele, og fordi mit arbejde på strygekvartetterne skrider fremad, får du her i næste uge et uddrag af Grøn Kvartet at lytte til.

onsdag den 21. maj 2014

Tørklæder III


Da jeg selv på mødrene side er rundet af endda meget religiøs herkomst, min mors familie er alle fra Indre Mission, finder jeg alt der vedrører ortodoks religiøsitet både skræmmende og yderst genkendeligt. En af mine fætre er præst og ud af en gruppe, der absolut ikke tolererer kvindelige præster. Ikke at jeg vil være præst, det Gud forbyde ;-) men hvor er det absurd gammeldags. En anden fætter havde sagt til sit lille barn på 3 år: "Du kommer i Helvede, hvis du hører P3", purken havde refereret det til sin bedstemor, der da heldigvis var blevet noget chokeret over denne buldren og bragen fra dommedagsbasunerne. 
I sin roman "Sne" opremser Orhan Pamuk så glimrende forskellen på det politiske tørklæde og det traditionelt funderede tørklæde, idet romanens hovedperson under sin rejse til provinsbyen Kars i Tyrkiet ved, "hvor let det er at se, når et tørklæde er politisk". Og en skoleleder dræbes, fordi han ikke tillader tørklædepigerne at komme ind på hans skole. På den måde får Pamuk yderst elegant fortalt om paradokset i, at de rettroende faktisk alligevel ønsker en form for uddannelse af deres unge piger. Ligesom at de meget religiøse og rettroende kristne i min mors familie også må finde en måde at navigere i den omkringliggende verden på.
Som halal-hippie er man jo solidarisk med de tørklædebærende, ja, jeg kan gribes i selv at tage et tørklæde på i ny og næ ;-) Men vores afsæt er et tredie: den rettroende muslimske verden udgør også en hardcore kritik af en del af den vestlige ideologi, som kan virke meget vulgær i sin ufatteligt utildækkede og mærkeligt forbrugerisk rodløse mani. At så konflikten har omdrejningspunkt et helt tredie sted, nemlig i et land befolket af mennesker, der længe var forfulgt, men nu sør'me da har lært selv at betjene sig af brutal imperialisme, er en anden historie…(!)

tirsdag den 6. maj 2014

Tørklæder II


Nåda, så falder jeg over endnu en bog med samme tema: en veninde i Århus har en roman stående af Orhan Pamuk, som ingen rigtig vil læse, den er kommet via en vens arbejde på bogtrykkeriet, hvor bogen er trykt. Så den får jeg.
Nu har jeg godt læst Pamuks fortælling om hans elskede Istanbul og de gamle træhuse dér og meget andet godt. Men jeg har ikke læst decideret skønlitteratur af ham og nærmest blevet frarådet det, det skulle være en anelse fimset…?!
Jeg går i gang med "Sne", som bogen hedder, og vupti er jeg inde i selve tørklædedramaet igen, idet selve bogens plot tager udgangspunkt i en skribents rejse til den tyrkiske provins for at rapportere om de lokale tørklædepiger, som vælger at tage deres eget liv.
Romanen er gedigent spændende, selvfølgelig velskrevet, ellers havde Pamuk nok ikke fået Nobelprisen, trods alt ;-) men den er også påfaldende nuancerig i sin beskrivelse af situationerne vores skribent kommer ud for, hans erindringsunivers og meget mere.
Det er en meget stor fornøjelse at læse i denne bog, jeg læser ikke meget andet end aviser, det skyldes dobbeltarbejde og andet tidskrævende stads, men her er dette års roman. Og så med det vigtige tema: tørklæder!

torsdag den 1. maj 2014

Tørklæder I











For godt et års tid siden faldt jeg over en bog, som hedder "Med Gud i hælene", af journalisten og forfatteren Lasse Ellegaard. Jeg har med stor fornøjelse læst om Ellegaards introduktion til sin tidligere tyrkiske svigerfamilie, og, ikke mindst, hans yderst interessante og kvalificerede betragtninger over hele Mellemøstproblematikken.
Ellegaard gifter sig tyrkisk i en periode, hvor den store omvending til det at være rettroende muslim har fået sit tag i den tyrkiske befolkning med tørklædedebatter og det hele.
Min interesse for emnet skyldtes især, at jeg var på vej til Tyrkiet for at møde kniplende kvinder, men også at jeg har en veninde i det muslimsk dominerede Gambia i Afrika, som har denne udvikling meget tæt inde på livet. Hun er selv katolik, men har sine to yngste børn med sin muslimske mand. Han har i de senere år valgt at vende sit liv temmelig meget på hovedet, fra at være en Oxford-studerende der rejste rundt i Europa, røg fjollegræs og drak som de fleste, er han gået til den rettroende grøft nu, og min veninde skal fx, når de er på restaurant sammen, bede ham om, om hun må få et glas vin(!) Det synes hun efter 19 år i Danmark med tilsvarende frihed er en aaanelse irriterende…!

torsdag den 24. april 2014

Musik som trøst


For et par år siden var jeg i Berliner-philharmonien. Det var godt nok ikke Berliner Philharmonikerne der spillede, men orkestret fra Staatsoper. Daniel Barenboim dirigerede og Gidon Kremer var solist i Alban Bergs violinkoncert, efter pausen var det en symfoni af Bruchner, jeg husker ikke hvilken. Derimod husker jeg tydeligt andre dele af oplevelsen, måske fordi jeg havde en flok unge mennesker med som gæster, og jeg fungerede som en slags formidler af oplevelsen, selvom det var meget lyttevante unge mennesker…
De var meget optagede af hvor god akustikken var, og det nød de virkelig og lod ikke til at have nogen fordomme overfor tonesproget i Alban Bergs musik.
Sidenhen har en Leipzig-farende betroet mig, at hun mener at der lyttes mere intenst i Tyskland end i Danmark. Og det var netop det jeg studsede over: kvaliteten af fremførelserne var i top, men medlevelsen fra publikum var legio, der blev lyttet yderst intenst. Det meget stærke værk, som violinkoncerten er, skrevet som memoriam over et barns død, blev nærmest suget ind i ørerne, og jeg husker aftenen for den store trøst, som musik kan give. Rundt om koncertsalen var en storby med sin(!) historie, og rundt om dén en verden med megen uro og uvished, og måske derfor var der en hunger blandt publikum efter at tage musikken ind og derved opleve en form for kontemplation. Meget stærkt.

onsdag den 16. april 2014

Klokkesten

Som afslutning på "det fynske forårstema" hermed en video, hvor der spilles på den omtalte klokkesten på Lyø.
Det er Ida Bach Jensen, filmmager og komponist/bassist i rød regnjakke, Michael Netschajeff, lektor og pianist, Heidi Jørgensen, sagsbehandler og kunsthåndværker, står for optagelsen, juli 2008, og undertegnede iført gul regnfrakke udfører en klangfuld modrytme med en lige lovligt stor sten...?!

https://vimeo.com/92138819 

torsdag den 10. april 2014

Fynsk Forår III


En spillemand udi alverdens folkemusik sagde til mig, da vi lyttede til de første takter af det fynske forår: "Meget russisk". Måske er det den bedste forklaring jeg nogensinde har fået på Nielsens meget kendte vekslen mellem dur og frapperende mol. Og jeg kan godt høre slægtskabet til en Mussorgskijsk tone, det er faktisk rigtigt. Og det er et kæmpe dramatiseringsredskab for Nielsen. Turen gennem de fynske landskaber bliver, ud over at være dybt poetisk, også meget dramatisk. Et drama man normalt ikke tillægger det danske landskab overhovedet, og da slet ikke i disse tider, hvor enhver naturoplevelse lader til at være noget med at købe en allerhelvedes masse udstyr, stige på et "flight" og forsøge at bestige K2(!!) Men altså: her drama i det fynske, for, som min gode ven, spillemanden, siger: "Naturen på Fyn er skam meget dramatisk. Vi lader os forføre af fynboernes milde sprog, men de vildeste bilister bor på Fyn".

fredag den 4. april 2014

Fynsk Forår II






Det meget sammensatte værk kræver en virkelig god udførelse, og en sådan var jeg heldig at lytte til. Godt orkester, kor og damesolister, og især børnene havde en fed udresseret og mangfoldig indstudering. Imidlertid synes jeg herresolisterne var en anelse gammeldags selvfede, som om det var Jeronimus i Maskarade de skulle synge.
Egentlig var mit ærinde at lytte til "Den milde dag…", og den gjorde også indtryk i sin fantastisk fine udarbejdelse. Den er sat i E til koncertbrug, og det passer fint med den professionelle tenorstemme. Den folkelige version er sat til D-dur, så er den også meget lettere at akkompagnere.
Måske er hele forårslængslen udtrykt i det tjekkede suspense, som Nielsen får flettet ind med vippetonerne og dermed gentagelse af stavelserne: "Når blot, når blot, når blot..". Aage Berntsens digt har lagt op til det, og Nielsen griber bolden. Og får derved sødt fortalt om længslen efter det hele…, og foråret ;-)

tirsdag den 25. marts 2014

Fynsk Forår I



Da Carl Nielsen skriver Fynsk Forår, er han temmelig langt henne i sin karriere og har skrevet de fleste af sine symfonier. Og det skinner meget igennem. Værket ville ikke hænge sammen, hvis ikke det var for hans store afklarethed, det er et lidt mærkeligt mix mellem oratorium, festkantate og plain sange, for slet ikke at tale om indlagte platheder (nærmest). Men det spiller faktisk. 
Det blev sagt på Nielsens tid, at han ikke kunne instrumentere. Jeg synes nu det går meget godt. Selvfølgelig totalt klassisk instrumentation, men det passer også bedst til musikken. En parallel i motetsatsen mellem baryton og fagot er der hvor den mere knubbede Nielsen skinner igennem: en fagot har et afgørende anderledes og meget mere træagtigt vibrato end en baryton(!), men det er netop sådan noget, jeg godt kan lide. Hæhæ.
Iøvrigt anser jeg Nielsen for en førsterangskomponist. Og hvordan skal det forstås? Jo, vha. et citat af Richard Strauss: "Jeg er en førsteklasses andenrangskomponist". Det havde han fuldstændig ret i, en i sig selv elskelig selverkendelse. R. Strauss har beriget litteraturen med fede operapartiturer, noget geschwulstige, men bare godt skruet sammen, også på mere raffinerede steder, som dametrioen mod slutningen af "Rosenkavaleren". Og han har leveret top partier til sangerne, jeg har oplevet Renée Fleming og Barbara Bonney i "Arabella" på Metropolitan operaen i frygteligt kikset opsætning og været flyvende af lykke, for det er topmateriale for store sangere. Men altså, ret beset, R. Strauss var god til at sætte sammen men ikke i sin grundsten original. Det er Nielsen og derfor er det, sådan set, ligegyldigt hvordan han instrumenteres, og det vidste han nok også godt selv.

tirsdag den 18. februar 2014

Status i nodeværkstedet


Nu er jeg ved at være igennem en langsommelig proces med at finde ud af, hvordan kniplinger kan "lyde". Emnet bringer mig hele tiden vidt omkring. Ikke alene på lange rejser, fx til istanbul, men også på kortere mentale rejser. I en bog om frihåndsknipling, som jeg har stående på min nodepult, er der fx billede af et stykke pudevår fra Lyø, der er besat med den (hidtil fundne..) bredeste kniplingsbort, udviklet over 5 generationer af kvinder.
Jeg kan godt forstå hvor de har haft inspirationen fra. Jeg har nemlig selv under et sejltogt haft mulighed for at vandre i det endda meget bakkede landskab på Lyø ved skumringen en lun sommeraften. Helt guddommeligt. Man skal gå ud på den østlige side af øen modsat klokkestenen, som ellers også er ret sjov at spille på ;-)

Seneste æstetisk-auditive spørgsmål var, hvordan jeg skulle få kniplingen ensformig nok men samtidigt stoflig. Den er jo oftest udramatisk ensfarvet, men alligevel meget mønstret og lidt knoldet og yderst episk, altså historiefortællende. Jeg har derfor skrevet lange baner af fiktive kniplinger på nodepapir, som jeg har udviklet særligt til dét.
Nu er jeg ved at lave selve satserne…!

Diary from the Mountains, uddrag

Et uddrag af Diary from the Mountains for solofløjte i en optagelse fra 1996 med Lena Kildahl, fløjte.


Mit arbejde med melodier og noder

Her ses et klip fra Ida Bach Jensens film KOMPONIST, hvor jeg arbejder med noderne og fortæller om mine bevæggrunde. I indledningen høres et uddrag af mit orkesterstykke Salt, strøm, salt for sopran og orkester.

http://vimeo.com/86768031

Knipledamer, Istanbul

Et klip fra Ida Bach Jensens film KOMPONIST, hvor jeg både viser og fortæller om, hvordan jeg arbejder med kniplinger, ornamenter og kvindehåndværk i min musik.

http://vimeo.com/86767989