torsdag den 24. april 2014

Musik som trøst


For et par år siden var jeg i Berliner-philharmonien. Det var godt nok ikke Berliner Philharmonikerne der spillede, men orkestret fra Staatsoper. Daniel Barenboim dirigerede og Gidon Kremer var solist i Alban Bergs violinkoncert, efter pausen var det en symfoni af Bruchner, jeg husker ikke hvilken. Derimod husker jeg tydeligt andre dele af oplevelsen, måske fordi jeg havde en flok unge mennesker med som gæster, og jeg fungerede som en slags formidler af oplevelsen, selvom det var meget lyttevante unge mennesker…
De var meget optagede af hvor god akustikken var, og det nød de virkelig og lod ikke til at have nogen fordomme overfor tonesproget i Alban Bergs musik.
Sidenhen har en Leipzig-farende betroet mig, at hun mener at der lyttes mere intenst i Tyskland end i Danmark. Og det var netop det jeg studsede over: kvaliteten af fremførelserne var i top, men medlevelsen fra publikum var legio, der blev lyttet yderst intenst. Det meget stærke værk, som violinkoncerten er, skrevet som memoriam over et barns død, blev nærmest suget ind i ørerne, og jeg husker aftenen for den store trøst, som musik kan give. Rundt om koncertsalen var en storby med sin(!) historie, og rundt om dén en verden med megen uro og uvished, og måske derfor var der en hunger blandt publikum efter at tage musikken ind og derved opleve en form for kontemplation. Meget stærkt.

onsdag den 16. april 2014

Klokkesten

Som afslutning på "det fynske forårstema" hermed en video, hvor der spilles på den omtalte klokkesten på Lyø.
Det er Ida Bach Jensen, filmmager og komponist/bassist i rød regnjakke, Michael Netschajeff, lektor og pianist, Heidi Jørgensen, sagsbehandler og kunsthåndværker, står for optagelsen, juli 2008, og undertegnede iført gul regnfrakke udfører en klangfuld modrytme med en lige lovligt stor sten...?!

https://vimeo.com/92138819 

torsdag den 10. april 2014

Fynsk Forår III


En spillemand udi alverdens folkemusik sagde til mig, da vi lyttede til de første takter af det fynske forår: "Meget russisk". Måske er det den bedste forklaring jeg nogensinde har fået på Nielsens meget kendte vekslen mellem dur og frapperende mol. Og jeg kan godt høre slægtskabet til en Mussorgskijsk tone, det er faktisk rigtigt. Og det er et kæmpe dramatiseringsredskab for Nielsen. Turen gennem de fynske landskaber bliver, ud over at være dybt poetisk, også meget dramatisk. Et drama man normalt ikke tillægger det danske landskab overhovedet, og da slet ikke i disse tider, hvor enhver naturoplevelse lader til at være noget med at købe en allerhelvedes masse udstyr, stige på et "flight" og forsøge at bestige K2(!!) Men altså: her drama i det fynske, for, som min gode ven, spillemanden, siger: "Naturen på Fyn er skam meget dramatisk. Vi lader os forføre af fynboernes milde sprog, men de vildeste bilister bor på Fyn".

fredag den 4. april 2014

Fynsk Forår II






Det meget sammensatte værk kræver en virkelig god udførelse, og en sådan var jeg heldig at lytte til. Godt orkester, kor og damesolister, og især børnene havde en fed udresseret og mangfoldig indstudering. Imidlertid synes jeg herresolisterne var en anelse gammeldags selvfede, som om det var Jeronimus i Maskarade de skulle synge.
Egentlig var mit ærinde at lytte til "Den milde dag…", og den gjorde også indtryk i sin fantastisk fine udarbejdelse. Den er sat i E til koncertbrug, og det passer fint med den professionelle tenorstemme. Den folkelige version er sat til D-dur, så er den også meget lettere at akkompagnere.
Måske er hele forårslængslen udtrykt i det tjekkede suspense, som Nielsen får flettet ind med vippetonerne og dermed gentagelse af stavelserne: "Når blot, når blot, når blot..". Aage Berntsens digt har lagt op til det, og Nielsen griber bolden. Og får derved sødt fortalt om længslen efter det hele…, og foråret ;-)