torsdag den 30. oktober 2014

Sinfonia Concertante I


Det er via Statsbiblioteket(..?!) og min lokale bibliotekar endelig lykkedes at komme i midlertidig besiddelse af partituret til Prokofievs Sinfonia Concertante opus 125, og jeg har lyttet værket igennem med Mtislav Rostropovich selv som solist.
Jeg er først og fremmest slået af den nærmest absurd heftige virtuositet i cellostemmen, det er ikke nogen hemmelighed her, at et cello-geni af de største har været med inde over…

I højt tempo er opgangen her ultimativt romantisk virtuost paganinisk
(1. sats, takt 128-129)



Det er næsten for meget….(!) Jeg vil dog lave flere gennemlytninger selvfølgelig, og trænge om bag den kølighed, som Prokofiev altid udsender, også i så forskellige værker som klaversonaterne og Kærligheden til de Tre Appelsiner.
Et af mine faglige ærinder med at studere ham er "dissonans-behandlingen", ikke i den strengt analytiske betydning, som er en stor disciplin indenfor harmonisering, og betyder 'regler for hvordan man opløser en dissonans'. Nej, jeg interesserer mig for dissonansen ud fra et rytmiserings-perspektiv, som især Stravinsky praktiserede. Det var nok det, der primært i den grad fik folk op af stolene, da Sacre blev uropført, og der opstod tumult blandt publikum.
Stravinsky havde kælenavnet "Klaverbokseren", fordi han sad ved klaveret i timevis og hamrede på det med sin akkorder. Pelle G.-H. kalder dem sur-søde. Jeg vil gerne vide, om der er træk hos Prokofiev af det samme, selvom han er ret konservativ og forankret i klassisk harmonisering.
Et andet førsteindtryk er, at der faktisk er tydeligt koncertante træk, hvor det er orkestrets grupperinger, der spiller op til hinanden, fx. dette messing-sted i 3. sats,






















Her 'snakker' messinggruppen meget koncertantsk, (3. sats takt 288-289 videre til 290-293)

























Men også her, hvor hornene står så alene og får nærmest ikonisk betydning, som vindue til symfoni-jagtscene-tradition. Det er samtidig en vanvittigt lækker ekko'isering af cellopassagen :-)





















Lige efter lang solocello-passage, (3. sats takt 105-107)

tirsdag den 21. oktober 2014

Det særlige og det besværlige


I forbindelse med mit kreative arbejde har jeg et ønske om at studere Prokofievs værk for cello og orkester, opus 125, som altså hedder "Sinfonia Concertante", da det åbenbart mere er en en slags koncerterende vekselsang mellem solist og orkester end en decideret solokoncert.
Jeg har læst om værket i Galina Vishnevskaya's selvbiografi, hvor det omtales, fordi hendes mand, Rostropovich uropførte det.

Nu har den vilde jagt gået for at få et partitur at studere. At falde over et fysisk eksemplar i en nodebutik, er af indlysende årsager umuligt, ihvertfald i København, så jeg bestilte et eksemplar hos Boosey and Hawkes, England, men VISA-kort betalingen drillede. Så ringede jeg derover, der var længe stille i telefonen, for det viste sig, at de faktisk ikke engang havde et eksemplar på lager, og det havde deres andre leverandører heller ikke…
Så må man låne. Men suk: hverken hovedbiblioteket eller det kongelige var leveringsdygtige.

Så ringede jeg til konservatoriet, de ville så gerne hjælpe, men de havde det heller ikke. Og nu er det så tid til at finde de røde ører frem: værket er uropført i København af alle steder. I 1953, efter Prokofievs død, med Radiosymfoniorkestret.

Fortsættelse følger...



tirsdag den 14. oktober 2014

Folkesange


Til at tænke over og lunes ved, midt blandt ensretning og ordtyveri:
Her kommer Luciano Berio med sin fede, frække, luksuriøse og dog enkle udsættelse af folkesange fra alverdens lande.